Fra november til april kan der være behov for at bekæmpe glatføre, og mange haveejere griber ud efter posen med vejsalt. Men tøv en kende, for selv om salt kan være en løsning på veje og fortove, så er det ikke en god løsning på havens terrasser, stier og andre befæstede arealer.

For at forstå hvorfor, er man nødt til at vide lidt om kemi: I kemiens sprogbrug findes der utrolig mange salte. Ethvert stof, som består af en forbindelse mellem et metal og et ikke-metal, er i kemiens verden et ’salt’. Det vil sige, at også kalk er et kemisk salt, ligesom det gælder for gips, rust og en lang række andre stoffer, vi kender fra hverdagen. Det salt, vi til daglig kalder ”salt”, består af metallet Natrium og ikkemetallet Klor. Når disse to grundstoffer går i forbindelse med hinanden, danner de saltet Natriumklorid (NaCl) – det samme salt, som vi benytter i madlavningen. Og altså også til glatførebekæmpelse, fordi det sænker vandets smeltepunkt, så vandet holder sig flydende ved temperaturer under nul grader Celsius.

De fleste salte går i opløsning i vand. Når et salt som NaCl går i opløsning, svømmer det ikke bare rundt i vandet som små molekyler NaCl, men det skilles ad i sine bestanddele. For at gøre det endnu mere kompliceret, så bliver det ikke bare skilt ad i sine oprindelige grundstoffer. Det ’dissocierer’ som elektrisk ladede ioner, der reagerer helt anderledes i forhold til omgivelserne end de grundstoffer, som saltet er lavet af.

Saltet Natriumklorid går i opløsning som positivt ladede Natrium-ioner (Na⁺) og negativt ladede Klorid-ioner (Cl^–). Og nu kan vi så forklare, hvorfor salt er noget skidt i forhold til plantevækst: Natrium-ionerne sætter sig nemlig på overfladen af jordens småpartikler og får dem til at klaske sammen, så jorden bliver tung og våd og vanskelig for rødder at vokse i. Og Klorid-ionerne trænger gennem rødderne ind i planterne, hvor de virker som en svag plantegift. Det er blandt andet derfor, at mange vejtræer trives virkelig dårligt og viser tegn på tørkeskader, selv hvor der burde være rigeligt vand i jorden. 

Så konklusionen på denne – beklager – ret kemi-nørdede forklaring er: Hvis du gerne vil have en frodig have, så lad være med at bruge salt til at bekæmpe glatføre i haven, hvor saltvandet kan sive ud i plantejorden. Det samme gælder, hvis du bruger salt til at bekæmpe ukrudt med: Det er ikke til at styre, hvor saltvandet løber hen, så brug i stedet andre metoder. Saltet kan i øvrigt også give rustskader på dæksler og riste, med mere. 

Findes der så gode alternativer til glatførebekæmpelse i haven? Man kan i begrænset omfang anvende andre tømidler, selv om disse også kan indeholde planteskadelige stoffer, og det kræver en højere kemiuddannelse at gennemskue. Man kan også bruge gammeldags grus, selv om det slider på belægningerne og skaber et oprydningsproblem til foråret. Endelig kan man søge at rydde sneen hurtigt, efter den er faldet, og måske helt undgå at færdes i haven hvis det er frysende smeltevand, der skaber glatføret. (Bortset fra naturligvis at glatførebekæmpe, hvor det er nødvendigt af hensyn til post og renovation og den slags).

Nu hvor plantningssæsonen er i gang, er det værd at bemærke, hvilke træer og buske der kan lyse op i efterårshaven. Det er sjældent et problem at få knald på farverne fra forsommeren begynder i maj til højsommeren klinger af i løbet af august. Hvis man desuden har sat forårsløg, er foråret også dækket ind. Men mange haver bliver lidt triste og kedelige at se på fra september og frem mod jul, hvilket de ikke behøver at være: Hvorfor ikke lade sæsonen slutte med et brag af en farvefest? 

Her er et lille udpluk af mine egne favoritter: 

• Ahorn (også kaldet Løn), Acer. Mange forskellige arter og sorter: Især de flerstammede Japanske Løn, Ildløn, m.fl. er egnede til mindre haver. Den hjemmehørende Spidsløn bliver også flot, men den hører – i lighed med Ær – til skoven, parken, det levende hegn. På grund af størrelsen.
• Benved, Euonymus. (Ikke de krybende bunddækkearter). Tjek de enkelte arter og sorter. OBS: Giftig!
• Birk, Betula. Det hører blandt efterårets mest opløftende syner at nyde birkens lysende gule blade mod en knaldblå septemberhimmel. Men OBS: Birketræer er for store og deres rødder for kraftigvoksende til de fleste villahaver.
• Birkebladet Spiræa, Spiraea betulifolia. En lav og spinkel busk, velegnet til buskdække eller fritvoksende hæk. Også andre Spiræa lyser op ved løvfald – tjek de enkelte arter og sorter.
• Blåbær, Vaccinium. Trives kun i dybmuldet jord, lidt til den sure side.
• Bærmispel, Amelanchier. Flere forskellige arter og sorter.
• Hjertetræ, Cercidiphyllum. Flerstammet træ, op til 10 meter.
• Hjortetaktræ, Rhus typhina. Flerstammet, lille træ. Sætter mange rodskud!
• Pære, Pyrus. Der findes både frugtbærende sorter og sorter kun til pryd.
• Røn, Sorbus. Mange forskellige arter og sorter. Tjek hver enkelt ift. høstkolorit.
• Surbær, Aronia. Frugtbærende busk.
• Vildvin, Parthenocissus. Flere sorter. Meget vækstkraftig!

 PS: Det er i øvrigt også nu en god tid at holde øje med træernes sundhedstilstand: Et træ, der skifter farve og taber bladene påfaldende tidligt i forhold til sine artsfæller, vil typisk være et træ, der kæmper med vand- og næringsforsyningen – måske er sygt, måske på vej til at dø.

 NB: Vedr. plantevalget på billedet: Vildvin og Rødeg i luende høstdragt. Man skal dog tænke sig om, inden man planter Vildvin i sin have – den vokser meget kraftigt, og nogle arter hæfter på de overflader, de kravler på. Jeg vil normalt heller ikke anbefale Rødeg (Quercus rubra) til en villahave – dels fordi træet bliver kæmpestort, og dels fordi det er en indført art, som kun understøtter en lille håndfuld insekter, modsat vores hjemmehørende Stilk-eg (Q. robur) eller Vinter-eg (Q. petraea) som danner livsgrundlag for nogle hundreder forskellige slags fugle, insekter og andet småkravl. Til gengæld har vores hjemlige egetræer ikke nær den samme farvepragt.

Her i sensommeren blomstrer der smukt rundt omkring i grøftekanter og på enge. Det vækker manges drømme om at få en blomstereng i egen have. Der findes udmærkede frøblandinger til formålet, men før du går i gang med at så, er det værd at overveje forudsætningerne:

De mange blomster forsvinder typisk fra den nysåede blomstereng allerede efter det første eller andet vækstår. Det skyldes, at engblomsterne – hvis jorden er næringsrig – hurtigt bliver udkonkurreret af stærkere vækster som Brændenælde, Gråbynke og kraftigvoksende græsser. De blomstrende enge, man kan se rundt omkring i landskabet, opstår kun på næringsfattig jord. For eksempel på gamle græsningsarealer, hvor dyrene gennem mange år har udpint jorden for plantenæring.

Hvis man vil have blomstereng på egen jord, er der forskellige muligheder:

Man kan være heldig, at havejorden er næringsfattig fra naturens hånd – for eksempel på en vestjysk sandjord. Her vil det være lettere at etablere blomstereng, hvis den ikke allerede er opstået af sig selv!

Man kan også være heldig at overtage en gammel have med en træt græsplæne, som er fuld af mos og egentlig burde renoveres. Hvis man desuden er så heldig, at arealet får tilstrækkeligt med sol, kan blomsterengen lykkes. Det må naturligvis være en afvejning, om man vil have sarte engblomster eller en stærk plæne til boldspil og børneleg. De to kan dårligt kombineres.

Hvis jorden er næringsrig, kan man vælge at lade græsset vokse sig højt uden slåning. Det vil ikke skabe farverige blomsterflor, men de slanke græsstrå kan give andre skønne oplevelser, som de står og vajer for vinden. Især i maj og juni. Senere på sommeren vil græsset typisk lægge sig i uskønne bunker, og blandt andet derfor skal det slås mindst en gang om året, hvilket den almindelige plæneklipper egner sig dårligt til. Brug i stedet en græstrimmer. På større arealer kræves der en skivehøster, fingerklipper eller tilsvarende udstyr.

Hvis du er den meget tålmodige type, og du fjerner afklippet efter hver slåning, vil jorden efter 15-20 år måske blive så udpint, at de sarte engblomster kan overleve ved egen hjælp.

En alternativ mulighed er at give slip på sindbilledet af den sammenhængende blomstereng med valmuer og kornblomster og i stedet indplante grupper af kraftigvoksende stauder som Fjerbusk, Nøkketunge, Pragtrøllike, Funkie, og så videre.

Der findes mange bøger om farvesammensætning i havemiljøer, så her skal blot gennemgås nogle få principper:

Man kan groft sagt dele havens farver op mellem de ’varme’ og de ’kolde’.

De ’varme’ farver er gul, orange, rød. På kanterne af dette spektrum kan farverne dog gå over i noget mere køligt, for eksempel en sart grøngul eller mørk rødviolet.

De ’kolde’ farver er blå og lilla. Grøn opfattes normalt som en neutral farve, der kan være tonet lidt til den varme side (med overvægt af gul) eller lidt til den kølige side (med overvægt af blå). 

Det viser sig, at de klareste og mest vitale farver ofte har blandet en anelse af deres modsat virkende farver i sig. En ren rød kan for eksempel opleves som flad og fad, mens den liver anderledes op, hvis den har bare en anelse blåt i sig. Dette opfatter vi ubevidst, når vi reagerer sjæleligt på forskellige blomsterfarver. 

Rød er i øvrigt en af de farver, man skal være mest påpasselig med at anvende i et havemiljø. Det er ikke fordi, rød i sig selv er en ’dårlig’ farve – tværtimod – men fordi rød kan fremstå med et utal af forskellige nuancer, der bevæger sig fra det lidt kølige blårøde til det varme rødorange. Der kan være tale om nuancer så fine, at man ikke opfatter dem, før man har sat for eksempel en kraftig og lidt mørk, rød rose sammen med varmt gule Solhatte eller tilsvarende, og ulykken indtræffer: De fleste mennesker oplever det nemlig som noget stærkt ubehageligt, hvis man sætter en kølig rød sammen med varme farver, eller omvendt. En kølig rød fungerer bedst sammen med tilsvarende kølige, violette, blå eller rosa blomsterfarver, ligesom en varm rød fungerer bedst sammen med tilsvarende varme, orange eller gule blomsterfarver. 

Hvid er i sig selv en helt neutral farve, der lyser op i blomsterbedet, og den kan bruges som en ’overgangsfarve’, hvis man vil bevæge sig fra varme til kølige farver i en sammenhæng, hvor de ellers ville støde sammen med hinanden. 

Helt generelt og overordnet kan man sige, at de varme farver – gul, orange og rød – liver op og virker vitaliserende, stimulerende. Derfor skal der heller ikke ret meget til af disse farver for at skabe en effekt. Det kan være fristende at plante et helt bed til med kraftige, varme farver for at maksimere effekten, men man bør være sig bevidst, at det hurtigt vil føles overvældende og ubehageligt for mange mennesker. 

Tilsvarende kan de kølige blå og violette farver virke dæmpende og beroligende, men for nogle også fremkalde stemninger af bedrøvelse og modløshed. Derfor kan det svare sig at arbejde med de klare og lyse blå farver hos f.eks. visse Storkenæb ude på de lysåbne arealer, hvor de lyssultne typisk vil søge hen, og placere de mørkere violette Ærenpris, etc. inde i nærheden af trægruppers skygge, hvor de fredssøgende typisk vil søge hen. Hvis plantningen skal lykkes, er man naturligvis nødt til også at tjekke planternes krav til jordbund og lys/skygge i forhold til det konkret påtænkte plantested. 

Et andet aspekt omkring farver er, at man gerne kan bevæge sig med naturens egen farvepalet rundt i årshjulet: I det tidlige forår de meget klare hvide og gule blomsterfarver. I april-maj de sarte pasteller. Hen over sommeren de klarere og kraftigere farver, (og glem ikke at tænke blomsterduftene med ind i sansepaletten!). Hen mod eftersommer og efterår de tungere og køligere blomsterfarver, især violet, iblandet intense små farveeksplosioner fra mangfoldigheden af frugter og bær, der til sidst gerne må munde ud i et brag af en farveudladning i forbindelse med løvfald. Om vinteren er det effektfuldt, hvis enkelte røde bær bliver siddende på grenene rundt omkring, og der for eksempel står en rødgrenet Kornel hist og her. Nogle havenydere ønsker, at der skal være stedsegrønne i haven, så der også er noget grønt at se på om vinteren, men man bør altid lige tjekke, om det er et majoritetsønske: Mange forbinder de stedsegrønne med kirkegårdsstemning, død og tab, og hvis der er tale om voluminøse stedsegrønne vækster, kan de – uafhængigt af eventuelle følelsesassociationer – skabe et meget skyggefuldt havemiljø, der måske forbliver mørkt og dystert hele året. 

Endelig skal det nævnes, at der findes mange muligheder for at arbejde intelligent med de rene, grønne løvfarver i forbindelse med busketter og blomsterbede, idet menneskets øje kan opfatte helt utroligt mange forskellige nuancer af grøn, og det kan udnyttes til at skabe meget fine, sarte variationer i farvebilledet, der igen bidrager til rumdannelse og oplevelsen af frodighed. 

Det, som her er anført, skal naturligvis samtænkes med farvesætningen af havens inventar – bænke, lamper, hegn og pergolaer samt også bygningsdele, belægningsflader, græsflader, og så videre. Jeg har set eksempler på haveanlæg, hvor man meget effektfuldt har farvesat havens inventar i lysblå farver, næsten turkise, ligesom beige og sandfarvede elementer kan have en varmende, men mindre lysende effekt. Knaldrødt og orange bliver sjældent godt – det kommer nemt til at overdøve resten og tage fokus fra haven som helhedsoplevelse – ligesom stærke gule farver skal anvendes med stor omtanke, hvis overhovedet. Oftest kan det anbefales at farvesætte inventaret med en afdæmpet palet af lysgrå eller mørkegrå, eventuelt lyse eller mørke træfarver, så inventaret træder i baggrunden til fordel for oplevelsen af havens vækster og terrænflader. En knækket hvid kan også bruges i visse sammenhænge, om end den bliver mere fremtrædende, og skal renses for algevækst med få års mellemrum. Inventar med metaloverflader skal tilsvarende vurderes i forhold til farvesætningen: Skal de være malede / lakerede? I så fald i hvilke farver? Eller skal de være galvaniserede? Eller skal der bruges inventar af Cortenstål, som ruster på overfladen? 

Det er under alle omstændigheder væsentligt at tænke helhed ind i farvevalget, så farvesætningen af havens enkeltelementer ikke kommer til at stritte i alle mulige forskellige retninger, både i forhold til havens inventar, havens bygningsdele og havens vækster.

Så blev det Påske, og ukrudtsæsonen er startet!

Hvis du skriver til poulep@gmail.com, kan du rekvirere en mere teknisk redegørelse for ukrudtsbekæmpelsens veje og vildveje. Her følger en mere letbenet version:

Lugning og anden ukrudtsbekæmpelse er naturligvis et tema for hele vækstsæsonen, fra nu og til november, men hvis man virkelig skal have skovlen under ukrudtet for i år, så er det nu, at hovedindsatsen skal lægges.

Det skyldes flere ting:

For det første er ukrudtet endnu spædt, og det er let at fjerne med enten hakke- eller skuffejern, eller med ”klør fem” (altså med de bare næver). Det er også mens bladene endnu er sarte og spæde, at ukrudtsbrænding vil have reel effekt. Når først ukrudtet er blevet højt og sejt, vil man højst kunne opnå at forkulle de yderste lag af plantevævet og måske tillige sætte ild på skure og hegn, mens ukrudtet vil vokse lystigt videre… Ukrudtsbrænding går ud på at blanchere bladene, så cellevæggene bliver sprængt. I første omgang kan man ikke se nogen virkning – planterne visner først i løbet af et par dage. Hvis planterne begynder at forkulle, har man brændt for længe på dem.

For det andet er ukrudtet ikke begyndt at blomstre endnu, og sætte frø. Et godt eksempel er Burresnerre, også kendt som ’Præstelus’: På nuværende tidspunkt er den kun at se som små, yndige planter med sine karakteristiske 6-8 tallige kranse af smalle småblade. Men lige om lidt vil de begynde at blomstre, og sekundet efter vil de danne burrer, små grønne kuglefrø, der hænger fast i alle former for pels og tøj. Når først dét stadium er nået – og det vil ske i løbet af en måneds tid – er det for sent at begrænse planternes udbredelse og spredning for i år. Så det er nu, den skal bekæmpes. Til alt held er den enårig, så bekæmpelse nu vil have varig effekt.

De flerårige ukrudter såsom Mælkebøtte kræver en mere vedvarende indsats, men de kan godt udsultes, hvis man er efter dem hele sommeren med 1-2 ugers mellemrum, så rødderne til sidst ikke har mere næring at vokse fra. (Jeg bruger i øvrigt gerne selv at trække Mælkebøtterne op med hånden, med rod, og kompostere dem i en lukket plastiksæk, så frøene – selv om de tvangsmodner – også går til. Det fungerer vidunderligt).

Så vidt de ’gode’ og de ’onde’. Så er der også de ’virkelig grusomme’: Visse ukrudtsplanter som Tidsler, Snerler, Kvikgræs, Skvalderkål og Havepest har den forbistrede egenskab, at de danner omfattende rodsystemer, som kan oplagre næring til mange års gentagende vækst. Nogle af disse rodsystemer – for eksempel hos Tidsler og Snerler, Havepest – kan gå flere meter ned i jorden, hvor det er umuligt at nå dem med hverken håndkraft, hakkejern, spade eller fræser. At gennemgrave eller fræse jorden vil blot findele rødderne i en million små, livskraftige dele, hvorfra et mylder af nye ukrudtsplanter vil vokse frem… Her dur kun to fremgangsmåder: At acceptere tingenes tilstand og lade ukrudtet vokse frem, måske fjerne tilløb til yderligere frøspredning. Eller at luge og luge og luge, og blive ved med at luge, til selv de største rodsystemer til sidst er blevet tømt for næring. Måske overdække hele herligheden med ugennemtrængelig ukrudtsdug.

Uanset hvad, så gælder det om at finde en livsværdig måde at sameksistere med ukrudtet på. Vores forældres og bedsteforældres generationer forsøgte at slå ukrudtet ihjel med sprøjtegifte, én gang for alle. Et enkelt blik på dine omgivelser vil vise dig, hvor godt det gik.

Det er blevet sagt, at havedyrkning er en ’dans med naturen’, og permakulturen hylder princippet om, at alt ukrudt manifesterer, hvad jorden p.t. har brug for. Så i stedet for at søge den totale udryddelse én gang for alle, er det måske bedre at søge den langsomme, dialogiske sameksistens. Gerne med anvendelse af fysisk krasbørstige metoder som hakkejern og ukrudtsdug, og eventuelt med intelligent ukrudtsbrænding: – Det er ikke tanken at indtage en idealistisk hippie-holdning om, at ”ukrudt er godt”! Men at bruge gift til at bekæmpe ukrudtet er bestemt ikke godt: Anvendelsen af menneskeskabte giftstoffer i naturen har en grim vane med at vende hævnende tilbage til os selv…

Når du så til sidst er kommet ovenpå ukrudtet, er det tid at tænke i forebyggelse fremfor kur: Jorddække – grønt eller brunt – er måske den vigtigste komponent i den bevidste havedyrkers ukrudtsbekæmpelsesarsenal.

Så, god vind med ukrudtsbekæmpelsen i vækståret 2022: Det behøver ikke at være en uoverkommelig opgave. Det behøver blot så menneskelige dyder som flid, udholdenhed, intelligent timing samt accept af det uperfekte.

Oktober og november er plantetid! 

Det vigtigste for et nyplantet træ eller busk er at undgå udtørring. Det sikres bedst ved at plante om efteråret. Rødderne er det eneste på et træ eller en busk, som vokser hele året. Ved at plante om efteråret giver du træet / busken en hel vinter til at etablere sig i. Samtidig er der ingen blade på træet / busken, som kræver vand.

Når du planter et træ eller en busk, er der nogle ting, du skal holde øje med.

Havedoktoren hjælper dig gerne med at plante: Måske har du lyst at lægge have til et lille plantekursus for dig og dine naboer?

• Sørg for at plantehullet er rigeligt stort til, at rødderne kan komme derned uden at de skal bukkes. Enkelte strittende rødder kan dog godt klippes til.
• Sørg for at jorden i hullets sider og bund er løsnede, så rødderne kan trænge ud i den omgivende jord.
• Du skal ikke hælde en masse god muld ned i hullet – det rådner bare og danner gift. Mulden hører til i de øverste jordlag, måske kun 20-30 centimeter, og i hvert fald ikke dybere end en halv meter. Hvis hullet er dybere end en halv meter, skal den nederste del tilbagefyldes med råjord, uden organisk materiale.
• Sørg for, at træet kommer til at stå i samme højde, som det stod i planteskolen. Det er lige skidt for træet, om der fyldes jord op omkring rodhalsen, eller træet står og svæver med de øverste siderødder i fri luft.
• Det er en god idé at smuldre den opgravede jord, inden den fyldes tilbage igen omkring rødderne. Og at ryste planten godt undervejs, hvis du har købt en barrodsplante uden jord omkring rødderne. Du kan afslutte med at vande jorden på plads eller træde forsigtigt, men jorden skal ikke komprimeres i hullet.
• Hvis du planter i en græsplæne, er det en god idé at skrælle græstørven af, før du graver hullet, og derefter sørge for at der ikke vokser græs ind omkring stammen på det nye træ. På billedet kan du se en nyplantet Magnolie, hvor jeg har gjort netop dette.
• Når du planter om efteråret, er der ingen grund til at bruge kunstgødning. Træet kan ikke bruge det på denne årstid, så det siver bare ned til grundvandet i stedet, og svider måske rødderne undervejs. Der er heller ikke grund til at vande ud over den ene vanding, der skal sikre røddernes jordkontakt ifm. plantningen. Rødder har brug for adgang til luft.
• Hvis træet står løst i plantehullet, eller det vil blive udsat for vindstød, er det en god idé at binde det op til en stok. Men det må ikke bindes for stramt, og du skal holde øje med at løsne bindingerne i løbet af det kommende vækstår.

Det er i øvrigt også nu, der kan lægges forårsløg i haven. Tommelfingerreglen er, at løget skal sættes, så der er dobbelt så meget jord over løget, som løget selv er højt.